At balancere mellem det målbare og mærkbare

I går var jeg inviteret til en transition mellem to højskoleforstandere på Brandbjerg Højskole, som meget fint og kreativt blev faciliteret som en dialog de to ledere imellem. Samtalen blev med passende mellemrum krydret med sange fra den danske sangskat, hvor vi alle stemte i suppleret af et kor af unge stemmer. Smukke melodier og tankevækkende tekster, der sammen med kloge tanker var med til at skabe et rum, en stemning og et fællesskab med højt til loftet.

Når jeg oplevede dette som noget særligt, var det fordi, det ikke bare blev som forventet en række lovprisningstaler - men interessante og levende samtaler - hvor der blev talt fra hjertet. Dialoger, hvor man kom hinanden ved og turde tage fat i livets og samfundets store spørgsmål. Det føles godt og rigtigt. For mere end nogensinde før er der behov for netop denne form for samtaler i en verden, der er så udfordret på så mange plan.

Hvis vi skal (gen)finde en større balance og bedre følingen med det væsentlige i livet, må vi først og fremmest mærke en forbundethed til hinanden og den verden, vi alle er en del af. Hvis vi kun forbliver i det målbare – rationalitetens verden – får vi ikke skabt en forbindelse til livet selv, det, der er vigtigt for dig, mig og verden omkring os. Derfor var mødet med højskoleverdenen i går en så fin oplevelse, fordi jeg her mærkede et værdifuldt fællesskab.

I min bog ”Bevægende møder gennem æstetisk facilitering” tager jeg fat i betydningen af netop denne form for møder. Møder, der bevæger og berører os. Møder, hvor vi mærker noget af betydning. Mærkbarhed er ikke bare følelser eller kognition, men noget mere eksistentielt. Det er at være menneske og møde andre mennesker på en menneskelig og empatisk måde.

Når to ledere som i går taler fra hjertet, træder både de og vi andre i rummet ind i et andet indersideforhold til det væsentlige, som giver plads for en anden slags samtaler. På en anden måde fornemmer eller måske endog forstår vi, hvad der reelt er på spil og vigtigt, for at vi selv hver især og sammen kan handle mere klogt.

At leve i ruinerne af kapitalismen, som den amerikanske antropolog Anna Tsing formulerer det (Tsing, 2015), fordrer, at vi forholder os til en ny virkelighed. Det er vist tydeligt for alle. En virkelighed der fordrer, at vi ikke lader os synke ned i selvdestruktive måder at betragte verden på, som kan være alt fra en naiv forestilling om: at de mange massive udfordringer nok skal blive ’fikset’ af noget eller nogen. Eller: det er ikke mit ansvar, det må andre tage sig af. Til en total opgivelse: det nytter alligevel ikke noget.

Biologen Donna Haraway (Haraway, 2016) peger på en fjerde mulighed, der handler om ’håb’. Håbet om, at vi og verden finder en vej, når vi begynder at bryde med vante fortællinger eller forestillinger om, hvad der er muligt. At noget, så enkelt som en genfortolkning af en reception på en højskole, kan blive til noget helt andet end forventet, hvis vi starter i det små.

Gennem tiden har vores eksistens gentagne gange overrasket os. Det må vi tro på, at den også er i stand til denne gang, skriver Haraway. Af samme grund eksisterer der derfor også altid et mulighedsrum for nye måder at leve og være på som menneske, der nødvendigvis må være mere bære- og væredygtig og dermed også mere klima-, natur- og menneskevenlig.

Her kan højskolerne spille en vigtig rolle, ved at vise alternative livsveje, give plads til åbne og åbnende samtaler, hvor der tales fra og med hjertet og ikke kun ud fra målbarhed men også mærkbarhed. Ikke mindst kan højskolerne men også uddannelsesinstitutioner, organisationer og andre mødesteder være med til at skabe en tro på og et håb om, at der er en vej til en mere balanceret verden - og vi skal nok finde den - hvis vi står sammen.