Vi er kommet ud af resonans med det væsentlige. Det gælder for mange organisationer og ikke mindst inden for sundhedsområdet, som vores sidste artikel til sygeplejerskernes Lederforeningen handler om. Her skriver vi (Finn og jeg):
Situationen er ganske enkelt ikke længere bæredygtig!
Vi må væk fra 'gøremålstravlhed', der fører til moralsk stress, desillusion og manglende arbejds- og livsglæde. Vil man trække nye medarbejdere til, og vil man som leder give ny motivationskraft tilbage til sine medarbejdere, må lederen have et særligt blik eller sans for 'være-dimensionen' og fremme sansen for de skønne øjeblikke i sygeplejen og i omsorgsarbejdet.
Hvordan fastholder og rekrutterer man dygtige unge såvel som ældre erfarne sygeplejersker eller andet omsorgspersonale i dag? Presset inden for sundhedsområdet er nu så stort, at personalet enten brænder ud eller vælger at sige helt stop.
Vi ser flere og flere tage til Norge eller gå til andre mere humane arbejdspladser. Forståeligt nok vil nogle nok tilføje. For er sundhedsvæsenet ikke blevet så udpint, at det er blevet decideret usundt at arbejde på et sygehus eller et sundhedscenter i Danmark?
Det ydre politiske pres om at spare og effektivisere og dokumentere øget kvalitet ('more for less'-tanken) har stillet den enkelte leder i sundhedsvæsenet i et krydspres og etisk dilemma.
Vi hører overlæger, der kaster håndklædet i ringen og helt siger fra, fordi der stilles urealistiske og urimelige krav, som de forventes at føre videre i systemet.
Vi hører opgivende suk og vredesudbrud fra medarbejderne længere nede i systemet, fordi de oplever, at de ikke får tid nok og mulighed for at gøre det, de finder mening i og oprindeligt var kaldet til, nemlig at være der med omsorg og menneskelighed og ikke kun med faglig ekspertise og evalueringsskemaer.
Kort sagt: Situationen er ikke længere bæredygtig. Mennesker og sundhedssystemet er ved at kollapse. Eller som vi vil sige: Vi må væk fra 'gøremålstravlhed'.
Vi kan etisk og menneskeligt set ikke være det bekendt. Lederen mærker det, medarbejderne mærker det. Der er noget helt galt i den travle, arbejdsliste-tjekkende hverdag, mange oplever i dag.
Noget stritter imod, som en skæv tone. Noget er kommet ud af resonans med det, de fleste erfarne omsorgsprofessionelle var kaldet af og kender til som 'skønne øjeblikke'. Stilfærdige 'værensøjeblikke', hvor netop den rette berøring, det rigtige ord eller kærlige blik skabte et møde, et nærvær, som alle ved, er afgørende for kvaliteten af samværet, samtalen og omsorgen for patienten og pårørende.
Får den omsorgsprofessionelle ikke lov eller mulighed for at mærke disse særlige medmenneskelige utællelige øjeblikke, så mister personalet langsomt deres motivation, inspiration og følelse af dyb meningsfuldhed i deres arbejde.
Den norske professor emeritus i sygeplejevidenskab Kari Martinsen har et fint ord for, hvad der er gået galt. Hun kalder det for 'gøremålstravlhed'.
Når vi bliver mere optaget af at gøre (to do-lister) i stedet for at være (to be-moments), opstår mismod, mistrivsel, desillusion og manglende arbejds- og livsglæde. Det, psykologer nu er begyndt at kalde for moralsk stress.
For det er stressende på et eksistentielt og etisk plan, hvis man dagligt holder et andet menneskets liv i sine hænder og ikke får lov til at tage vare på den etiske fordring, det er, på en nænsom og kærlig måde.
Hvordan bliver man en væredygtig leder i sundhedssektoren?
I magasinet Forkant om ledelse i sundhedsvæsenet udtaler to kommunale ledere og medlemmer af Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer (FSD), Jakob B. Lundberg og Mikkel Grimmeshave i oktober 2022, at det vel nok giver mening at lade medarbejderne i stigende grad arbejde ud fra nærværs og selvledelsesprincipper (f.eks. ud fra hollandsk Buurtzorg-forbillede).
Men de forholder sig lettere reserveret hertil. Er vi ikke nødt til fortsat at sikre kvaliteten af plejen gennem stadig dokumentation, og er vi ikke fortsat nødt til at arbejde hurtigere og mere effektivt (smart), hvis vagtplanerne reelt skal gå op?
De slutter med et forslag: Hvis der skal gives plads til mere nærvær og selvledelse i mindre teams, så kræver det en leder, der i fremtiden opfatter sig selv mindre som en fikser og mere som en facilitator og mindre som en beslutningstager og mere som en kompetenceudvikler.
I vores øjne må der langt mere til. Lige som vi savner en præcisering af, hvad det er for en type facilitator, og hvilke former for kompetencer, der må til, for at personalet oplever sig som væredygtigt.
For humlen ligger her: Hvis ikke vi får sat en stopper for 'gøremålstravlheden' og ikke fremmer sansen for de skønne øjeblikke i sygeplejen og i omsorgsarbejdet generelt, vil politikerne og lederen fortsat udpine medarbejderne og skabe en arbejdskultur, der ikke er sjælsrestituerende.
Vil man trække nye medarbejdere til, og vil man som leder give ny motivationskraft tilbage til sine medarbejdere, må lederen have et særligt blik eller sans for 'være-dimensionen' i omsorgsarbejdet!
Ny forskning i kunstbaseret sundhedsfremme og filosofi viser vej.
Sygeplejeforsker Sine Maria Herholdt-Lomholdt peger i sin ph.d.-afhandling Skønne øjeblikke i sygeplejen: En kilde til innovation på, hvordan man gennem en eksistentiel og fænomenologisk sproglighed kan skabe nye forståelser og rum for disse 'værensrum'.
I vores bog "At tænke med hjertet", viser vi, hvordan man helt konkret kan arbejde med f.eks. facilitering og kompetenceudvikling ud fra en tredimensionel tilgang, som både har blik for Videns-, Værens- og Mysterium-tilgangen.
For glemmer man, at det medmenneske, man ønsker at hjælpe, grundlæggende set er et mysterium, et under, så risikerer man at genstandsgøre, instrumentalisere og umenneskeliggøre sundhedsfaget og sundhedskommunikationen. I naturen, i det legende samvær, i kunsten bredt sagt og i filosofien (og teologien og andre visdomstraditioner og spirituelle praksisser) møder mennesket verden, sig selv og den anden som netop noget forunderligt, dybt gådefuldt og meningsgivende.
Det er helende at opleve – sjælsnærende og en kilde til 'værekraft'. Da faciliterer man ud fra et eksistentielt perspektiv.
Men det kræver tid og plads – åndehuller på arbejdspladsen. Ligesom en klog landmand (eller sportsmand) forstår at give jorden eller kroppen tid til at restituere sig, således må der også skabes strukturer i hverdagen, hvor medarbejderne får mulighed for sjæleligt at restituere sig. Det er godt for arbejds- og livsglæden. Det opbygger overskud til at være nærværende til stede over for patienterne, og det styrker samarbejdsånden, kreativitet og, tror vi, også rekrutteringsgraden.
Rigtig glædelig jul til jer alle