150 facilitatorer fra hele landet var samlet d. 25. august 2023 for 10. gang på årets Facilitatortræf. Wauw, sikke en dag! Denne gang foregik det i de kreative lokaler hos AFUK i København. En meget inspirerende og afslappende ramme at mødes i og skønt at møde så mange kendte ansigter igen. Hvis du ikke allerede var med, så hold øje med det næste år, hvor det sædvanen tro kommer i august måned.
Jeg var så heldig at være en af de 3 inviterede hovedtalere, som under det overordnede emne ”Hvorfra vi står” talte om; At bevæge gennem bevægelse. Der vil komme en podcast senere, hvor du kan høre mit oplæg koblet med spredte indtryk fra dagen i den podcastserie der hedder: Gruppen som læremester – facilitering i praksis. En inspirerende podcast serie som jeg varmt kan anbefale.
Når man bygger et nyt fagfelt op – som jeg ser faciliteringsfeltet - er der megen søgen og eksperimentering og derfor er en god værktøjskasse til at læne sig op ad væsentlig. Vi ser derfor også et fagfelt, hvor fokus et langt stykke hen ad vejen har været lagt på, hvordan gør vi det vi gør på en effektiv og involverende måde.
Min opfordring er dog, at vi derfra hvor vi står i dag, også begynder at stille os selv spørgsmål som; hvorfor gør vi egentlig det vi gør på hvilken måde og ikke kun holder blikket stift rettet mod de mange øvelser og kreative greb. De skal selvfølgelig også være der! Men det er tid til at sætte ord på den tavse viden, der ligger hos mange facilitatorer og skabe en sproglighed, der både gør os klogere og dem vi skal løse opgaver for opmærksomme på, hvad det egentlig er vi formår. Og dermed også bliver mere bevidste om, hvor vores egen grænse og den overordnede etiske grænse går for de opgaver vi udfører. Det er bl.a. det vi arbejder med på Faciliteringsuddannelsen.
At facilitere er ikke kun at løse – skabe bevægelse, forandring, udvikling eller ny viden. Det er også at bevæge mennesker gennem en bevægethed, som det sker, når der er noget der taler til os, stemmer vores sind gennem indtryk og i processammenhæng kalder på en handling, der føles meningsfuld for både facilitator og deltagere. Det er kernen i den æstetiske faciliteringstilgang, som Faciliteringsuddannelsen bygger på, og som jeg kredser om i min nye bog, jeg sidder og skriver på lige nu, og som vores kursister vil komme til at høre meget mere om på uddannelsen.
Men lige om lidt mødes min gode kollega Katrine Schumann og jeg endnu en gang med et nyt hold entusiastiske deltagere på Faciliteringsuddannelsen. Og vi glæder os så meget! På billedet ser du Katrine fra Årets Facilitatortræf. Selvfølgelig havde hun også liiige en finger med i det. I min høresnegl har jeg hørt, at vi vist nok har et par plads tilbage, så hvis det er noget for dig eller en du kender, så skynd dig at sende en af os en hilsen.
Comments