Ledelse kan læres, møder kan styres, udvikling kan kontrolleres – eller kan de?
Litteratur, kurser og praksisser fortsætter med at skovle penge ind på en påstand og/eller forestilling om, at vi som menneskeart stadig er i stand til at kontrollere og forudsige tingenes tilstand. Hvornår forstår vi - at verden er uforudsigelige og ukontrollerbar – og ligeså med os mennesker?
Og lægger vi verden omkring os og mennesket i verden sammen, ja, så er og bliver verden kompleks.
Hvis vi sammenligner kompleksiteten med det at sy en kjole, så er opgaven svær for den ikke indviede i syningens kunst. Men opgaven er til at lære.
Tager vi et eksempel med sygeplejersken, der sidder ved den døendes side. Så er der også her mønstre, viden og erfaring, vi kan trække på her. I hvert tilfælde et stykke hen ad vejen. Men ikke hele vejen, fordi vi har med et unikt menneske og derfor også en unik situation at gøre, hvor ikke alt kan forstås og forudsiges på forhånd. Selvom vi har en tendens til at tro det, når vi zoomer ind på den måde mange fag ledes på og undervises i i dag .
Derfor tales der i sygeplejen og andre fag også om personorienteret professionalisme, hvor det ikke kun er det fagligt skolede øje, vi må bruge, men også vores personlige eller mere intuitive fornemmelse for, hvad der er ’rigtigt’ eller passende at gøre i vanskelige situationer.
Men hvad så med Vejle Fjord f.eks., der er dybt forurenet i dag? Her er det ikke et menneske, en relation eller genstand, men naturen vi står overfor. Også her troede vi, at vi havde styr på tingene. For sent har det vist sig, at vores ekspertviden eller de gældende beslutningsstrukturerne ikke slog til. Eller måske var det økonomi, der var for styrende?
Det er håbløst, tænker mange. Jeg giver op. Men der er håb! Tro på det!
Men det fordrer, at vi erkender, at den måde vi er i verden på, leder på, underviser og tænker på eller mødes på som mennesker nødvendigvis må ændres. Først og fremmest må vores væren i verden være båret af en accept af livets og verdens store uforudsigelighed og kompleksitet.
Vi må derfor have modet og viljen til at lytte og forbinde os til verden og de mennesker vi er sammen med og os selv på en mere empatisk og sanselig stemt måde. Eller resonant måde, som der heldigvis tales meget om i dag.
Vi må lade det æstetiske forstået som naturen, kunsten, legen vise os vej og møde verden ikke med en overbevisning om, at det er os, der kontrollerer verden, men derimod mere ydmygt åbne os for verden gennem en større værensrettet professionalitet.
Og hvad betyder det helt konkret? Det betyder, at vi:
· Må anerkende og respektere det enkelte menneskes behov og betydning og vores alles
forbundenhed med verden
· Må udvise høj grad af etisk ansvarlighed overfor andre mennesker, vores egen praksis og verden
omkring os
· Må formå at balancere mellem det professionelle og vores egen væren i verden
· Må være til stede på en åben, lyttende, sansestemt eller resonant og undrende måde
· Må tænke langsigtet og klogt
· Må vise kærlighed, generøsitet og omsorg for hinanden og vores planet.
Rigtig glædelig jul og må vi alle få et godt nytår!
Comments